Hvorfor vælge dansk brænde?

Prøv vores danske brænde

Efter over 20 års erfaring med brænde kender vi de fleste miljømæssige problemstillinger og anbefaler derfor vore kunder at købe dansk træ.

Miljø

Grundlæggende er opvarmning med træ CO₂ neutralt, da træet forbruger den samme mængde CO₂ under opvæksten, som det frigiver under afbrænding. Det samme sker hvis træet rådner væk – så kan man bare ikke få varmen ved det.

Imidlertid er der forskel på hvilket træ, der er “mest” CO₂ neutralt. Til opvarmning i Danmark er det mest miljørigtige og bæredygtige valg selvfølgelig vores danske brænde. Hvis træet importeres fra Østeuropa bruges der naturligvis fossilt brændstof på at transportere til Danmark.

Tørring med sol og vind er ganske gratis og naturligvis mest miljørigtig.

Ovntørring er efter vores vurdering en form for nødløsning, på bekostning af miljøet. I de fleste tilfælde opvarmes træet med andet træ, som kan være flis, savsmuld eller træsplinter. Dette er naturligvis også i sig selv CO₂ neutralt – men kunne jo også have været udnyttet til boligopvarmning for minimere brugen af fossile brændstoffer. For at nedtørre træ til under 20% fugtighed bruges der typisk 10-20% af den mængde træ, der skal tørres til opvarmning. Hertil kommer brugen af strøm til luftcirkulation.

I Tyskland bruges der store mængder biogas til at tørre brænde med. Her får man et stort statstilskud, hvis man producerer biogas – men staten spørger ikke, hvad man bruger det til efterfølgende. I stedet kunne boliger opvarmes direkte med biogassen.

Helt galt går det når man som i enkelte Østeuropæiske lande tørrer brænde ned med billig russisk fuelolie, fordi den økonomiske gevinst er større ved at sælge tørt træ. 

Vil du være miljørigtigt – så skal du vælge det danske træ.      

Bæredygtigt skovbrug

I Danmark producerer skoven ca. 8m3 træ pr. ha. pr. år. Til sammenligning fældes der kun ca. 4 m3 træ. pr. ha. pr år. Arealet er også stigende, så det danske skovbrug er nærmest “mere end bæredygtigt”.

I flere østeuropæiske lande er hugsten af træ steget meget kraftigt efter murens fald i 1989 og optagelse i EU i 2005. I Rumænien er hugsten tiltaget med over 100%. Dette er gammel urskov som indeholder høj biodiversitet af dyr og planter. Det er en lidt skræmmende udvikling at disse skove forsvinder delvist på grund af manglende styring og korruption.

Vil du være sikker på bæredygtigt skovbrug – så skal du vælge dansk træ

Sporbarhed

Ofte at det svært at spore hvor importeret træ fra Østeuropa kommer fra, fordi det ofte går igennem flere mellemhandlere. Blandt andet importeres meget træ fra Ukraine. Her kommer man gradvist tættere på det atomforurenede område nær Tjernobil. De østeuropæiske mellemhandlere har måske mindre fokus på miljøet end på at drive en “strålende” forretning.

Vil du være helt sikker på sundt brænde – så skal du købe dansk træ.